Under futterne kan der påføres silikone ”strømpestop,” så de ikke er glatte, og børnene kan løbe sikkert rundt. De strikkes i den naturlige Rústica fra dLana, som er 100 % merinould og findes i mere end 41 forskellige OEKO-TEX-certificerede farver. Ulden kommer fra fåreflokke i det vestlige Spanien, hvor den samles og sorteres af bønderne i kooperativer og herefter spindes samlet på spanske spinderier uden brug af unødvendige kemikalier.
Størrelserne er efter vask: Skostr. 19/20 (20/21) 21/22 (23/24) 25/26 (27/28).
Strikkefasthed: ca. 22 m x 31 p retstrik = 10 x 10 cm, efter vask og blokering.
Vejledende pinde: 4,5 mm (strømpepinde eller lang rundpind 80 cm, hvis der anvendes Magic loop-teknik).
Øvrige materialer: Maskemarkører og wire-/maskeholder. Evt. strømpestop.
Garn og garnforbrug: Rústica – 100 % spansk merinould (100 g/193 m) fra dLana.
Grundfarve (gf): 1 (1) 1 (1) nøgle.
Kontrastfarve (kf): 1 (1) 1 (1) nøgle.
Hvis de strikkes ensfarvet, kan de strikkes af 1 nøgle. Samlet garnforbrug i gram: 50 (60) 70 (80) 90 (100) g.
Samlet garnforbrug for 2 futter: ca. 50 (60) 70 (80) 90 (100) g.
Arbejdsbeskrivelse:
Futterne strikkes fra hælkappen og frem mod tåen. Hælkappen strikkes med en lille forhøjning for at give en bedre pasform. Når skoåbningen er strikket, deles arbejdet, så der strikkes en indersko og en ydersko. Husk at hæfte enderne undervejs, da det ikke er muligt, når tåen er strikket færdig. Futterne filtes i vaskemaskinen og krymper i vask. Efter vask foldes de ind i hinanden og formes, mens de stadig er våde. Man kan selv bestemme, hvor meget man ønsker, at de skal filte. Jo mere man vasker dem, desto mere filtede bliver de. Det betyder også, at de bliver mindre og lidt mindre bløde.